Ski i Japan: 5 grunde til at du skal prøve det

30. juli 2016

Når vi danskere tager på skiferie – og der er der over 100.000 der gør hvert eneste år – er Frankrig, Østrig og Italien de mest populære destinationer.

Vi tager også på skiferie i Sverige og Norge, men især Alpelandende er fristende for en dansker med en uge eller to ledige i januar og februar.

De færreste af os overvejer at tage til.. Japan.

Men det burde vi faktisk.

Undertegnede forfatter har selv haft fornøjelsen af at stå på ski i Japan og kan anbefale det især på grund af de 5 grunde herunder:

1. Ufatteligt meget sne

Japan er anerkendt blandt ski- og snowboardentusiaster for den store mængde sne.

Hvert år kommer der snestorme fra Siberien i Rusland. Snestormene mærker du ikke som faktiske storme, når de først rammer Japan, men de trækker enorme mængde sne med sig.

I Alperne er det almindeligt med 4-6 meter sne på en sæson. Mange steder i Japan er det samme tal 15-20 meter. Enkelte steder, som fx Niseko på den nordlige ø Sapporo, er det endnu mere.

Dette gør Japan til et mekka for “puddersne”-entusiaster, der mere end noget andet nyder at stå på ski eller snowboard der, hvor ingen har været før dem.

mount-yotei-846008_640

2. God plads på pisterne

Japan har et importproblem. De importerer ikke nok skiturister. Samtidigt med dette er deres befolkning i ”skiduelig” alder også på skrump. Derfor er der op imod 40 % færre japanere på pisterne (!), end da japansk skiløb peakede i 1990’erne.

Du ser også få amerikanere og en række australiere – men meget få europæere. Derfor har du god plads på pisterne.

Det er sjældent, du står mere end et minut i kø. Ofte kører du lige igennem. Kun lørdage og søndage kan der de mest populære steder være pres på, fordi japanerne med weekend også kører ud for at stå lidt på ski.

3. Onsens

Japan som skidestination har noget, ingen af de andre kan prale med – nemlig onsens.

En onsen er et naturligt ”hot bath”. Varme kilder. Ofte næsten kogende.

Det er en oplevelse at sidde i et næsten kogende onsen, mens sneen daler lige ved siden af dig. Mange onsens er udenfor, om end afskærmede.

At bade i onsens koster kun få penge i ellers forholdsvis omkostningstunge Japan, men er en stor oplevelse.

4. Venlige mennesker

Japan og Frankrig er to modpoler, når det kommer til skiløb.

Franskmændene forekommer nemt arrogante. Det virker som om, de faktisk helst ville være fri for os.

Sådan er japanerne ikke.

De er generte, fordi de ikke altid taler lige godt engelsk. Men de er enormt venlige, og du føler dig altid velkommen i Japan som skiløber. Voldskriminaliteten er uendeligt lav, og folk vil – på tegnsprog – altid gerne hjælpe dig videre.

Du føler dig velkommen.

japan-217878_640

5. Tokyo

Når du flyver til Japan, lander du sandsynligvis i landets største lufthavn Narita, der ligger 40 kilometer – altså 15 minutters togkørsel med de japanske bullet trains – fra Tokyo.

Tokyo er en oplevelse i sig selv. Det er verdens største by med 35 millioner indbyggere (6x Danmark) på et areal på størrelse med hele Sjælland ekskl. Lolland-Falster.

Rejser du hele vejen, så brug også et par dage her for at få hele den japanske oplevelse med. Bestil dit hotelværelse i god tid, for det kan godt blive dyrt, når du kommer tæt på afrejse.