Thailand er i sandhed blevet en af danskernes favorit-destinationer de sidste par år. Det er der mange gode grunde til, hvor vejret, de ekstremt smukke omgivelser og de billige priser i Thailand generelt nok ligger i toppen.
Af Kristoffer Føns
I denne guide kigger vi nærmere på ø-området omkring Phuket og Krabi, hvor man på få timer kan komme fra ø til ø og derfor ikke behøver at bruge hele dage på transport fra en feriedestination til en anden.
Jeg vil herunder gennemgå 3 destinationer i området, hvor man kan opleve lidt af hvert. Mit navn er Kristoffer og jeg blogger normalt om rejser på Rejsekris.dk.
Railay Beach
På fastlandet i Krabi-regionen ligger Railay. Railay er et område, der er afgrænset af store klipper og kan derfor ikke nås med bil eller til fods for den sags skyld. Så selvom området egentlig ligger på fastlandet, så føles det mere som en ø – og stemningen i Railay er virkelig ‘laid back’.
Der er ikke voldsomt mange hoteller i området, da det er et ret småt område, men der ligger faktisk hoteller i alle prisklasser, så uanset om man vil have luksus eller billig hostel, så er det muligt. Jeg fik hjælp af min kammerat Ricko fra Unique Travel til at vælge hotel – ham kan jeg anbefale, hvis du planlægger en rejse til Thailand.
Railay er for dig, der vil opleve spektakulære omgivelser og en af Thailands fedeste strande. Se bare videoen herunder, der giver et fint indtryk af Railay:
Phi Phi
Et af de mere kendte steder i Thailand er Phi Phi øerne. På Phi Phi er der mere turistet end Railay, hvilket både er en ulempe og en fordel; man har langt flere valgmuligheder, når det kommer til f.eks. valg af restaurant og hoteller. Her har masseturismen fundet hen og der er gang i den på Phi Phi.
Jeg er ikke selv så meget til de her backpacker-områder med vilde fester, men selv på Phi Phi synes jeg godt, at man kan gå en bue udenom og så ikke rigtig støde på den slags. F.eks. boede jeg på Phi Phi The Beach resort, der ligger langt fra festerne og ud til egen lille private strand.
Det er også ved Phi Phi (en 20 minutters sejlads fra hovedøen), at vi finder Maya Beach, hvor The Beach er optaget. Det er uden tvivl den vildeste strand jeg nogensinde har oplevet og klart et ‘must see’, når man er i denne region af Thailand.
Tjek min lille video fra ‘indgangen’ til Maya Beach:
Koh Lanta
Koh Lanta er en ret stor ø, der først de sidste par år for alvor er blevet opdaget af masseturismen. Det er den så til gengæld også nu, men i og med at den er så stor, så kan man godt leje sig en scooter og køre øen rundt, hvor man så pludselig føler sig meget alene og på afveje som turist, men på den fede måde.
Generelt oplever man bedst mange af de større øer i Thailand på en scooter, da man kan tage sine egne veje og pludselig sidder på en lille, lokal restaurant og får sig et episk måltid thai mad langt væk fra de mere turistede steder.
Koh Lanta er i særdeleshed populær blandt børnefamilier, så hvis I rejser til Thailand med børn, så overvej at slå vejen forbi. Man kan f.eks. kombinere det med Phi Phi, da der er daglige direkte færgeruter. Fra Railay er det lidt mere besværligt, da man her først skal med longtail boat og derefter minibus (og så lige en hurtig færgeovergang, hvor man bliver siddende i minibussen).
Læs mere om Thailand som feriemål på Rejse til Thailand.