Cookie- og privatlivspolitik

Undgå at ligne en turist i Italien? Et par gode råd…

undgaa-at-ligne-en-turist-i-italien

Vil du undgå at ligne en turist i Italien? Her et par gode råd til hvordan – måske får du en endnu bedre oplevelse af det fantastiske land.

Af Claus Bermann, bosat i Rom.

Meget i Italien handler om skønhed og livsnydelse, noget som italienerne har gjort sig til eksperter i og forfinet gennem generationer. Det gælder alt fra tøjstil, til maden, til arkitekturen og den sociale omgangsform. Italienerne har udviklet et forfinet sæt uskrevne “spilleregler” for hvordan livet bør leves, som mange mere eller mindre følger, fordi det er tradition og fordi de synes det giver mening og er bedst sådan.

Tag dette indlæg med et gran salt og ikke som et forsøg på at diktere regler du SKAL efterleve. Du kan sagtens tage til Italien som du plejer, men HVIS du vil undgå at ligne en turist, kan nedenstående råd hjælpe dig godt på vej.

1. Lær de italienske “kafferegler”

kaffe-italien

Ligesom i Danmark er kaffe meget vigtigt i Italien. Men de drikker deres kaffe efter nogle helt andre “regler”. Her får du et par.

  • Kaffe i Italien hedder caffé. Ikke at forveksle med en café på dansk. Hvis du spørger om vej til en café på gaden, ser italieneren meget undrende på dig. Kaffe indtages enten på en af de mange typer af restauranter eller på bar. Og her menes ikke en bar, som vi kender dem i Danmark, men som et sted hvor italienerne svinger forbi for at drikke kaffe, en øl eller at socialisere – de ligger overalt.
  • Cappuccino / café latte (eller andre typer med meget mælk) bestilles kun før frokost.
  • Efter frokost bestilles caffé = espresso (italienere beder aldrig om en espresso, de siger blot caffé).
  • Det tætteste du kommer på en go’ gammelsdags dansk kop kaffe er caffè americano, som er en espresso med ekstra vand. Bestiller du “normal coffee” får du en espresso.
  • Kaffe indtages primært hurtigt og stående ved baren i Italien, du kan også sætte dig ved et bord og bestille kaffe, men så skal du være opmærksom på at prisen typisk fordobles.
  • En espresso koster typisk max. 1€ og en cappuccino 1,20€. Betaler du mere, er det turistpriser eller fordi du sidder ved et bord og drikker den.

2. Påklædning – ikke for meget bar hud

italien-mand

Italien er kendt for mode og det forplanter sig til hele samfundet. Italienerne har sans for stil og for at klæde sig godt. Lang hen af vejen er kodeordet “godt”, mere end det er trendy. “Praktisk tøj” har en meget lille plads i det italienske klædeskab, både fordi vejret ikke kræver det så ofte, men også fordi stilen er en anden. Her får du et par mode-tips du kan følge, hvis du ikke vil ligne en turist i Italien.

  • Shorts og sandaler til mænd er BIG no-go. Også om sommeren når det er varmt. Medmindre du er på stranden, så hedder det lange bukser, især inde i byerne og hvis du skal ud og spise.
  • Klæd dig altid pænt på til middag. Italienerne klæder sig altid pænt på til at gå ud og spise om aftenen. Short og t-shirt til mænd går slet ikke til en middag, det er derimod eksempelvis en skjorte, lange bukser og et par pæne sko (som minimum). En middag er en begivenhed, hvor man viser respekt for maden og for hinanden ved at klæde sig pænt.
  • Jeg tilstår, at jeg ikke er lige så godt inde i den kvindelige påklædning. Men som hovedregel går kvinderne med høje hæle når de skal ud og spise. Ingen sneakers eller flade sko.
  • Smid aldrig skjorten/trøjen/toppen for at få sol, hvis du sidder på en restaurant eller er inde i en by generelt. Kun på stranden er det accepteret at være i bar mave.

3. På restaurant – go with the flow

restaurant-italien

At gå på restauranter og barer er en stor del af den italienske livsstil, og det gør man typisk også meget som turist. Her får du lidt gode råd og etikette til at hjælpe dig på vej.

  • Morgenmad: En croissant hedder cornetto eller brioche alt efter hvor man er i Italien.
  • Bed aldrig om vand fra hanen på en restaurant! Køb det vand de serverer på flaske, det koster i øvrigt meget lidt.
  • Italienerne serverer din ret, som de mener den er bedst. De tager det derfor (ofte) som en fornærmelse, hvis du beder om noget ekstra til din ret (fx. parmesanost til en pastaret med fisk). Grundreglen er at, hvis de ikke spørger om du vil have det (fx ost, brød, olie), så er det fordi de ikke mener det hører til retten.
  • Spaghetti-retter spises altid uden kniv! Kun gaffel og til nøds med hjælp fra en ske.
  • Mænd drikker aldrig med sugerør (gælder i øvrigt overalt i verden).
  • På barer, hvor man enten får kaffe eller drinks i baren, betaler man typisk ved en kasse før man går i baren. Betal først ved kassen, derefter går du i baren og beder om hvad du vil have (igen).
  • Bestil aldrig kaffe lige før eller under en frokost eller middag. Men altid som afslutning (espresso). Italienerne mener det er godt for fordøjelsen.
  • I Italien tager de det som en fornærmelse, hvis du vil ændre på deres retter. Medmindre du har allergier eller de ligefrem spørger dig, så gør det aldrig. Bestil og spis retterne som de var tiltænkt. Og nej, du kan ikke få ananas på din pizza!

På gaden og i butikker – lidt offentlig etikette

italian-wedding

Italienere er et meget høfligt folk, og taler primært til hinanden i “de”-form, hvis de ikke kender hinanden i forvejen. Man kommer derfor langt med at være høflig.

  • Betal altid små beløb (under 8-10€) kontant. Du kan altså ikke tage 2€ på Visa-kortet som i Danmark.
  • I butikker hilser ekspedienten altid på dig når du kommer ind og går ud. Husk at besvare denne hilsen, alt andet anses som uhøfligt. Typisk kan du blot gentage hvad de siger, fx. ciao, salve eller buon giorno.
  • Italienerne er generelt nogenlunde til engelsk, men lær et par udtryk, så kommer du langt.

Nyttigt italienske udtryk
Grazie = tak (udtales IKKE som på spansk med “cias” i slutningen!)
Buon giorno = goddag
Buona sera = god aften
Scusi = undskyld
Ciao = hej / farvel
Salve = hej (mere formelt)

Har du andre eller flere?

Dette var blot mine egne observationer, hvis du har andre eller flere gode råd, så skriv dem gerne i kommentarfeltet her under, til glæde for alle læsere.

Kommentarer