Jeg har været i rejsebranchen i over 40 år og har rejst Europa tyndt i min søgen efter familievenlige ferieboliger og campingpladser til mine kunder. Når disse spørger om det land, jeg synes bedst om, svarer jeg uden tøven: Kroatien.
Af Geoff Segal
Kroatien har nemlig alt det, som skal til for en vellykket ferie. Det er et af de smukkeste lande i Europa takket være en kystlinie, hvor man på den ene side har de nøgne, gråblå karstbjerge, og på den anden side den fantastiske skærgård i det glitrende Adriaterhav. Der er ingen industrier ude ved kysten og vandet er krystalklart bl.a. fordi der kun er sten- og klippestrande – i modsætning til f.eks. de italienske sandstrande, hvor vandet er mere grumset.
Den nordvestligste del af Kroatien udgøres af halvøen Istrien, som Kroatien deler med nabolandet Slovenien, og netop Istrien er danskernes uden sammenligning mest efterspurgte ferieområde i Kroatien. Efter krigen i eks-Jugoslavien, hvor tusindvis af flygtninge og internt fordrevne blev indkvarteret i hoteller og ferieboliger, gik man i gang med et enormt renoveringsarbejde, og i dag finder man på Istrien nogle af landets mest attraktive feriekomplekser i stort set alle kategorier.
Kroatiske trøfler
Ude ved kysten er Istrien relativt flad, men meget grøn, mens det indre af halvøen består af høje, flotte bjerge, som er spækket med små middelalderlandsbyer, hvor tiden synes at stå stille. Én af disse er lillebyen Motovun, som er berømt for noget så eksotisk som trøfler – ja, rigtige trøfler, som på ingen måde står tilbage for de italienske og franske varianter, men som til gengæld er en del billigere. I Motovun er der også et fint lille hotel, hvis restaurant har specialiseret sig i retter med netop trøfler: Guf for ganen skal jeg hilse og sige!
Men tilbage til kysten, hvor de fleste turister trods alt søger hen, når de skal holde ferie i autentiske omgivelser. Her finder man ikke, som i f.eks. Italien, moderne feriebyer, som er blevet bygget ved strandene, og som kun lever i sommermånederne. Kroaterne har valgt at bygge deres feriekomplekser i tilknytning til de gamle, venezianske byer, som ligger som en perlerække langs Istriens kyst. Den nordligste – og i øvrigt også den mindste – af disse er det charmerende Umag med en imponerende domkirke, små gyder uden trafik og en havnepromenade med dejlige fiskerestauranter. Lige nord for byen ligger så de fleste ferieresorts med både ferielejligheder, hoteller og campingpladser, hvoraf den mest kendte er Stella Maris. Her afholdes hvert år i juli måned en af de store ATP tennisturneringer.
Poreč – Istriens turisthovedstad
Ca. 20 km syd for Umag ligger Istriens såkaldte turisthovedstad, det skønne Poreč. Her findes alt, hvad turisten har behov for. Den gamle bydel består af et netværk af gågader, hvor butikkerne, restauranterne og caféerne ligger side om side, og til trods for de mange turister er her ekstremt hyggeligt. Kulturbehovet tilfredsstilles af de mange gamle kirker og museer med noget for enhver smag. Fra havnen udgår flere turbåde til bl.a. fiskeri på det åbne hav, ligesom der er en daglig katamaranforbindelse til Venedig – perfekt til en dagsudflugt. I den sydlige del af Poreč ligger de store turistkomplekser, Plava Laguna og Zelena Laguna (hhv. den blå og den grønne lagune) med et stort udvalg af hoteller, lejligheder og campingpladser. Fra dette område går der en sti langs med havet ind til centrum – en smuk promenade ikke mindst i måneskin.
Få kilometer syd for Poreč ligger den ekstremt charmerende lille by, Vrsar, hvor middelalderbydelen klatrer op ad bjergsiden for at ende i byens imponerende domkirke. Det er lidt anstrengende at tage sig derop på gåben, men man belønnes med en vidunderlig udsigt over havet og skærgården. For foden af bjerget er der havnepromenader på begge sider af havneindløbet, og her finder man et godt udvalg af lokale restauranter. Lidt uden for byen findes et kuriosum i form af en ”lufthavn”, som i virkelighed blot er en lille flyveplads til små privatfly. Det kuriøse består af en samling gamle flyvemaskiner af russisk herkomst, som står på jorden og som aldrig kommer på vingerne igen. Mod en beskeden afgift får man lov til at gå op i flyene og lege pilot eller passager. Der findes desuden et telt med en større samling modelfly. Guf for flyentusiaster som mig!
Den kroatiske Limfjord
Fortsætter man sydpå igen, kommer man forbi ”Limski Kanal”, blandt danskerne kendt som Limfjorden! Fra den snoede landevej har man en rent ud sagt fantastisk panoramaudsigt over den smukke fjord. Vejen fortsætter til kystens måske smukkeste by, Rovinj, hvis flotte domkirke troner højt oppe over byen og kan ses på lang afstand, når man nærmer sig Rovinj. Også her er der dejlige gågader med caféer og gode restauranter, hvor fiske- og skaldyrsretter naturligvis er i højsædet. Mindre krydstogtsskibe ankrer op direkte ved den gamle bydel, hvilket selvfølgelig giver nogle propper i de smalle gader. Byen har mange fine hoteller tæt på centrum samt et stort feriekompleks, Amarin, med ferielejligheder ca. tre kilometer uden for byen.
På Istriens sydspids ligger halvøens administrative hovedstad, Pula, som med sine 80.000 indbyggere i øvrigt er Kroatiens tredjestørste by. Byens vartegn er Europas bedst bevarede romerske arena, hvor der navnlig om sommeren afholdes mange forskellige kulturarrangementer, bl.a. en stor filmfestival. Pula er en superhyggelig by med flotte torve, gågader og en lang havnepromenade, hvor der også ligger et stort skibsværft. For såvel indkøbsmuligheder som for gastronomien er Pula stedet for den kræsne feriegæst. Som traditionen byder, har man lagt feriebebyggelserne uden for byen, nemlig i Verudela-området ca. tre kilometer fra centrum. Her ligger alt fra femstjernede hoteller til beskedne lejlighedskomplekser, alle med swimmingpools. Jeg nævner dette, fordi badning i havet foregår fra klipper, som kan være lidt af en udfordring, hvis man ikke er en bjergged!
Istriens infrastruktur er blevet væsentligt forbedret over de seneste 6-7 år, bl.a. med konstruktionen af motorvejskomplekset ”det istriske ypsilon”, som fra Pula fører nordpå til Kanfanar, hvor den deler sig i to grene: mod nordvest til Umag og mod nordøst til Učka-tunnelen og Opatija. Jeg har med vilje valgt at holde mig til Istriens vestkyst, idet det er her, de fleste danske turister søger hen. Jeg bør dog nævne, at østkysten er mere dramatisk med bjerge, der styrter sig direkte ned i havet. Og her fra østkysten kan man sejle til flere af skærgårdens smukke øer som f.eks. Cres, Lošinj og Krk.
Kroatisk-italiensk område
Man skal i øvrigt ikke lade sig forvirre af de forskellige navne på byskiltene. Istrien er gammelt italiensk område og er stadigvæk officielt tosproget kroatisk-italiensk. Man kommer derfor ud for eksempelvis følgende byskilte: Umag/Umago, Novigrad/Cittanova, Poreč/Parenzo, Vrsar/Orsera, Rovinj/Rovigno og Pula/Pola. Engelsk forstås for det meste på alle turiststeder, men har man lidt italiensk i bagagen, bliver man mødt med ekstra megen venlighed af lokalbefolkningen.