Cookie- og privatlivspolitik

10 forslag til oplevelser i Milano

Selvom Rom er et mere populært turistmål end Milano, har den norditalienske by alligevel en hel del at byde på.

Milano-rejsentil

Faktisk så meget, at man uden problemer kan klassificere byen som en af Europas mest interessante. I denne artikel kan du læse ti forslag til, hvad man kan opleve i Milano.

1. Duomo di Milano

En tur ind i Duomo di Milano (eller i det mindste et billede foran kirken) må siges at være obligatorisk på en rejse til Milano. Bygningen er uden tvivl byens vartegn, og det er som regel også den første seværdighed, folk vælger at tage hen at se, når de kommer til byen.

Milanos domkirke er den femtestørste i verden og uden tvivl en af de smukkeste. Selvom man slet ikke kan undgå at se den, når man er i midtbyen, er det klart den seværdighed, der bør nævnes som den første.

2. Pladsen foran domkirken

Der er som regel en stor menneskemængde at finde på pladsen foran domkirken – både turister og lokale. Det skyldes, at det er et super hyggeligt sted med interessante omgivelser til alle sider.

På en rejse til Milano er det oplagt at gå lidt rundt på pladsen og se nærmere på de omkringliggende bygninger og sidegader. Hvis man kan finde et hotel i nærheden af centrum, bliver det ikke bedre. De fleste af byens bedste seværdigheder er i nærheden af domkirken, og derfor er der en del spændende ting at se omkring pladsen.

3. Galleria Vittorio Emanuele II

Galleria Vittorio Emanuele II er en stor arkade med flere dyre butikker, hvor man enten kan gå på indkøb eller nøjes med at kigge i vinduerne. De fleste holder sig til den sidste mulighed. Flere store mærker har gennem tiderne haft forretninger her – blandt andre Prada, Louis Vuitton og Gucci. Det ligger i øvrigt lige ved siden af Il Duomo, så man kan passende kombinere de to oplevelser på samme dag, når man vil se nogle af Milanos mest nævneværdige steder.

4. San Siro

En fodboldkamp på San Siro, også kendt som Stadio Giuseppe Meazza, er nok noget af det mest underholdende, man overhovedet kan opleve i Milano. Som de fleste ved, er fodbold enormt populært i Italien, og stemningen kan være helt vild. Med to hold, der spiller her – AC Milan og Inter – vil der som hovedregel være en kamp at se hver uge på San Siro, så længe sæsonen er i gang.

Det er i øvrigt det største stadion i Italien, da der er plads til mere end 80,000 tilskuere. Når der ikke spilles fodbold på San Siro, kan man til tider tage ind at se en koncert. Flere store musikere har spillet her gennem de seneste år – deriblandt Bob Dylan og Bruce Springsteen.

5. Shopping i midtbyen

Der er flere forskellige shoppingdistrikter i Milano, dyre af slagsen som almindelige. Uanset hvordan dit budget ser ud, vil det dog være dumt ikke at gå lidt rundt og kigge i byens butikker – det er trods alt en af de ting, som Milano er mest kendt for.

Galleria-Vittorio-Emanuele-II-Milano

Galleria Vittorio Emanuele II, som blev nævnt i punkt to, er et populært sted at kigge på vinduer eller shoppe, og det samme er området Quadrilatero della Moda, som ligger lige i nærheden. Det er her, at alle de dyreste butikker hører til. Hvis du ikke har planer om at tømme bankkontoen, så kig nærmere på Corso Buenos Aires, som er byens længste gade og her finder man et hav af almindelige butikker. Ellers er der jo shoppingmuligheder i butikkerne i nærheden domkirken, hvor man også finder dem i alle slags prisklasser.

Læs flere shoppingtips til Milano her.

6. Byens museer

Som de fleste andre større italienske byer, har Milano en del interessante museer, som er værd at besøge, hvis man har interesse for kunst, videnskab eller arkæologi.

Et af de bedste museer i Milano er Pinacoteca di Brera, hvor der er en stor udstilling af kunst (særligt malerier) fra renæssancen. Det mest besøgte sted for kunst er dog Santa Maria delle Grazie, som huser Leonardo da Vincis verdenskendte maleri, ‘Den sidste nadver’. Milanos planetarium er ligeledes en anbefaling værd.

7. Messer og mode

Milano er mest af alt kendt for at være en modeby, og det betyder også, at der er et stort antal af modefremvisninger og lignende. Det er helt klart værd at opleve, hvis man er til den slags. Kig online for at finde ud af, hvor og hvornår de finder sted. Ellers kan du nok få lidt information på dit hotel.

Hvis du ikke går helt vildt meget op i mode, er der stadig tonsvis af andre spændende messer, du kan opleve. Blandt andet med biler, elektronik og lignende. Der er noget nyt og interessant at opleve stort set hver uge i Milano.

8. Como

Como er en helt anden by, men den ligger ikke ret langt væk fra Milano, og hvis du har en dag uden planer, er det en rigtig god oplevelse at tage dertil. Det tager lidt over en time at tage toget frem og tilbage, så det er ikke alverden.

Como ligger lige ved den schweiziske grænse og er en populær by at besøge blandt turister. Den mest kendte seværdighed er nok Comosøen, som er den tredjestørste sø i Italien. Comosøen betragtes af mange som en af Europas smukkeste, og der er en lang række kendte personer, der har boliger lige i nærheden, hvilket blot understreger at det er et sted, som er værd at besøge.

Lago-de-como

9. Monza

Man kan komme til Monza på under en halv time fra Milano, og skulle man have en ledig dag, er det helt klart værd at tage dertil. Den bedste grund til at besøge Monza er for at slippe lidt uden om storbylivet i Milano og se en lidt mindre beboet italiensk forstadsby, om end befolkningstallet stadig er stort.

Derudover er byen kendt for sin racerbane, hvor der hvert år bliver afholdt et Formel 1-race i september. Løbet er et af de mest kendte og historiske i verden, hvorfor man klart bør overveje at se det, hvis man er i Milano på den tid af året. Og selv hvis det ikke er tilfældet, bliver der stadig afholdt racerløb med både biler og motorcykler hele året rundt på Monza-banen.

10. Navigli

Et af byens alternative områder er Navigli, hvor man finder en lang række restauranter, barer og specialbutikker. Her kan man sagtens få en hyggelig aften, så det er meget anbefalelsesværdigt at besøge kvarteret. I weekenderne kan der være fuldstændigt proppet her, men det betyder samtidig, at der er en rigtig god stemning.

Det var hermed nogle generelle tips til steder og seværdigheder, du med fordel kan opleve i Milano. God tur, hvis du vælger at tage afsted!